theilgaard.net  


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Ouverture af trækfuglene

Skrevet af | søndag, 7. februar 2021 kl 17:30 | kommentar [0]
Stikord: Frost, kulde, vinterhejk, hjemmearbejde, fritid, Trækfuglene, Naturconcert, Steen Steensen Blicher


Kyndelmisse slaar sin Knude overmaade hvas og haard. Hvem havde troet, at vi skulle få kontinuerlige frostdøgn og kold og bitter nordøstenvind i flere uger (jeg havde i hvert fald glemt det). Vi har ellers hjulpet drivhuseffekten alt hvad vi kunne, men ikke nok til en entydigt positiv nordatlantisk oscillation, åbenbart.
Med-gruppelederen og jeg drog på vinterhejk på Jyderupstien i den forgangne weekend, afsted fra Jyderup station, gennem skovene til Åmosen og første overnatning i shelter, dernæst en lang fodtur sydpå og næste overnatning i shelter ved skovene ved Sorø, og så endelig rundt om Sorø Sø og hjem igen. Og allerede der havde frosten meldt sin ankomst (den havde faktisk erobret hele døgnet). Det var en fersk og sval tur, med vintersovepose, ekstra lagenposer og lange underhylere, trangiamad og ømme fødder (og skuldre), røde kinder og røde næser, rim på posen og find på selv.

Tiden er jo ikke rigtig til rejser og skiture udenvælds. Jeg har slæbt mine langrendsski med op i sommerhuset i det fromme, enfoldige håb at der skulle komme tilstrækkeligt med sne til al den her frost. Jeg har hørt tidligere om at Gribskov har været proppet med langrendsløbere, i en grad så biler og parkeringsbøder har været tæt fordelt langs vejen fra Nødebo. Men her i Villingebæk er der nærmest ingen sne, så øv øv, turene ud bliver til fods og eventuelt på cykel. Imens fyres der på livet løs i kakkelovnen, og det er jo også altid rart.
Jeg arbejder stadigvæk mest hjemmefra grundet den virale stuearrest, som så mange andre med skærmbaseret sk. arbejde. Det kan man både gøre hjemme på Corona Copenhagen og i sommerhuset. En dag om ugen tager jeg dog ind på kontoret og laboratoriet og løser de ærinder, som ikke rigtig kan løses fra hjemmepulten. Der er masser af møder på teams og zoom og meet alt det, både i arbejdstiden og i fritiden. Og det er jo et ok surrogat når det andet ikke kan lade sig gøre, men situationen som sådan - er noget forbandet lort. Ingen fester, ingen fremmødt fritid, intet nærvær. Ingen fredagsøl, ingen lejre med sang rundt om bålet, ingen natløb i sne og måneskin, ingen koreventyr og natur-concerter. Hvor er det dog traurigt. Jeg vil have den ægte vare.

Men foråret og vaccinen så sagte kommer (meget sagte...), indvarslet ikke ligefrem af temperaturerne for tiden, men det mere lys vi får og de lidt længere dage. Det er da altid noget. Jeg glæder mig til igen at kunne komme i jorden og plante i haven, igen at komme til at se bekendte, igen at sejle, synge, suse og slentre. Der må komme fester igen, også snart. Vi trænger i hvert fald.
Inderlig jeg længes efter Vaar, men Vintren strænges. Kom Sydvest, som Frosten tvinger!



Dekameron

Skrevet af | fredag, 20. marts 2020 kl 22:35 | kommentar [0]
Stikord: vækst, karantæne, natur, bål, Dekameron, virus, corona, Covid-19


For føje stunder siden gav jeg en inhabil rundtur i hvordan eksponentiel vækst virker på store populationer. Og renter. Og ukrudt. Og vira.
Den lære kan jo bruges til at isolere sig selv og hinanden, alle hver for sig og lige glade, og undgå at blive smittet og smitte andre i samfundet med noget mere coronavirus. Hvad så, når vi er nået over toppen og smittetilfældene så går nedad, og forhåbentlig sker det jo meget snart, skal vi så sidde og kukkelure stadig på hver vores kammer? Altså, hvor antallet af nye tilfælde af virus bliver færre og færre, og vi så at sige har negativ viral rente. Ligesom henfald af radioaktive grundstof-isotoper. Som Tomas Pueyo og hans kumpaner redegjorde for, se lænken dernedenfor, så nej, vi skal nok komme ud igen snart. Men alt bliver ikke tilladt med det samme, og det bliver en glidende overgang tilbage mod normale forhold, i den rækkefølge som det er mest kost-effektivt for samfundet og lægger de mindste byrder på os som individer, samtidig med at virusudviklingen kontrolleres.

Vi skal jo nok være spærret inde i en halv snes arbejdsdage endnu, hvis det kan gøre det. Jo da, karantæne, quarantina, altså quaranta giorno - betyder "40 dage" på italiensk. Som allerede i senmiddelalderens Venedig var den ventetid, som fremmede skibe skulle ligger brak, inden dets besætning kunne tillades at disembarkere ud i virkeligheden.

Hvad kan vi så gøre, mens vi venter på det? Det blev gruppelederne i min spejdergruppe spurgt af en journalist fra Gladsaxe-bladet om for få dage siden. Og svaret er enkelt, se at komme ud og læg alt det crowdede bybras bag dig. Ud i naturen, find nogen orienteringsposter i skoven og lav noget bål og noget grillmad og sov ude, snit i en pind og se dig om i naturen, få forstærket sanserne og indtrykkene og få brugt din fantasi, få noget frisk luft og fuglekvidder og stilhed og stjerner og de enkle og evige ting.

Og man skal jo vise eksemplet selv i sin egen ledelse, så jeg drager en tur ud i naturen, væk fra epidemien og ud til væksterne. Bare lige et lille døgn her i weekenden.

Og de kendte og de fede og dem med alt liret og det lækre hår og X-factor, ja og influencerne, råd og nævn, bloggerne, meningsdannerne, og de rige, de anonyme velhavere, ja de kan også være med. Epidemier er ikke en ny ting, og vi kan søge konsultation i historien, såvel som litteraturhistorien. I sit hovedværk fra renæssancen, Dekameron, beskriver Giovanni Boccaccio 7 unge kvinder og 3 unge mænd fra adelen, altså ved muffen, jetsettet, datidens Hellerup, som under pesten i Firenze 1340 drager ud til et landsted (selvfølgelig med hele entouragen af tjenestefolk og kokke og opvartere, det forstås). Måske dog ikke lige et af de skisportssteder, hvor alle de andre fra jetsettet er. De fordriver tiden her, ti dage (Dekameron er "ti dage" på græsk), med at fortælle historier, een historie hver dag per snude: Nogle sjofle og visse kløgtige og andre høviske, men alle opbyggelige og med en god belærende morale, som Boccaccio har ladet dem give videre til den ny tids genfødte (renæssance-)menneske.

Så: Læg pesten i byen bag dig og drag ud på landet. Og kom hjem med nogle historier, der er værd at give videre og som kan blive stående.



Genér os ikke med relevansen!

Skrevet af | mandag, 6. september 2010 kl 16:09 | kommentar [0]
Stikord: videnskab, naturfag, teknik, raket


I disse dage er der en del at høre om arbejdet med at få Peter Madsens og Kristian von Bengtsons hjemmebyggede raket skudt op gennem atmosfæren. Særligt meget i ugebladet Ingeniøren og på dets hjemmeside. Raketten skulle vist nok være skudt op i går, men det gik i ged pga. en død varmeblæser. Nu får vi se, hvornår der bliver et nyt forsøg.
Det kan jo klart animere til at spørge, hvad det nu skal gøre godt for med den raket. Det har jo ingen nytte overhovedet. Nej, og det er også forklaringen. Hvis det lige pludselig androg et nyttigt formål, så ville raketbyggerne nok næppe synes, at det var sjovt at bruge tiden på. Hvad er det, som de to gale kugler har gang i - hvad foregår der?

For det første må man sige, at rummet jo er derude, og at det kalder på ekspeditioner, det kalder på opdagelse, bare fordi det er der. Det er sindet hos vikinger og opdagelsesrejsende - ud i oceanet, ud i det ukendte, i leding! Og Madsen og Bengtson pirker til vanetænkningen, her i det gennemdresserede overenskomst-Danmark, hvor en del da ikke kunne finde ud af at røre en finger, hvis ikke der var kontant gevinst derfor. Men den vigtigste del af svaret venter jeg lidt med.

Da jeg var i Åbo sidst, talte jeg med lektor Johan Werkelin på det kemiske institut på Åbo Akademi, som jeg kender fra Brahe Djäknar. Han fortalte, at han havde haft en studerende, der snart var kandidat, og som siden var kommet lidt i selvkonflikt, da han syntes, at der kom forskellige og modstridende informationer ud af den samling artikler, som han refererede til i sin afhandling.
Da så Johan havde forklaret, at naturvidenskaben var grundlæggende fejlbarlig, og at i videnskabelig metode var indbygget den nødvendige selvkritik til at drage i tvivl og rette fejl, men også med den grundlæggende mulighed at kunne forkaste hele beskrivelsen af verden for en ny og bedre beskrivelse, hvis sådan en skulle dukke op - ja så reagerede han som om, at man havde taget noget meget dyrebart fra ham for stedse. Det havde Johan jo også gjort - han havde frataget staklen billedet af videnskaben som det fuldstændigt neutrale og den fuldstændigt sande, objektive beskrivelse af verden, hvor man ikke behøvede at belemre sig med udenomssnak. Den verden, hvor en rigtig dreng (her: nørd) fuldstændig kan blive opslugt af det ægte, det sande, det skønne og det sublime i beskrivelsen af materien.
At nu praktisk videnskab ikke bare en koherent teori, der kan deduceres hele vejen ud og er endegyldigt sand, se det er jo en skam i den sammenhæng.

Den danske biokemiker Jens Christian Skou fik 1997 nobelprisen i kemi for sit arbejde med og beskrivelse af natrium-kalium-pumpen i dyr. Adspurgt om nytten af sit arbejde (der i høj grad er relevant medicinsk), skulle han lidt undrende have sagt: "Gøre godt for? Jeg har det da bare sjovt med det jeg laver - det har ikke nogen nytte!" Skou leger! Skou er en dreng. Skou har sin egen lille verden at være opslugt af, han er ikke er blevet dresseret helt ihjel endnu!
Var det nu ikke også sligt, der drev mig ind i kemien? Det var i hvert fald ikke i første omgang store procesanlæg eller fast indkomst, og (pinligt måske) heller ikke et brændende ønske om at forbedre livet for verdens fattige og gøre bæredygtig verdens energi- og kemikalieforsyning. Det var mere noget med fascination af farver og brag og selv rende og rode med noget .

Hvis vi tænker lidt videre over det: Vil man have drengene til igen i stor stil at tage naturfags- og teknikuddannelser, så skal man sørge for, at de er fascinerede og har rum til at nørde. Så kan de til gengæld uden problemer gøre al arbejdet selv, uden pædagoger, socialvejledere eller specialklasselærere, endsige ministre, der betoner vigtigheden for samfundsøkonomien. Det vil gælde med al uddannelse af dem i øvrigt, men i teknikken og naturfagene er det åbenlyst: motorer, raketter, radio, science-fiction, galakser og sorte huller, fly og kanoner, olie og maskiner, atomteknologi. Hvorfor mon magasiner som Illustreret Videnskab sælger? Fordi de giver de udsultede drengesind en minimal mager flig af dette!

Det kan godt være, at Lars Pallesen, rektor på DTU, synes, at det er teknik eller teknologi til nytte for samfundet. Det er også fint nok, om det så endelig er tilfældet. Men det er næppe det, der i stort tal har fået dygtige, nørdede drenge til at befolke DTU og blive ingeniører. Det er tværtimod, at de her kunne være nørder. Svigtende interesse får man ikke vendt hos drenge, hvis ikke man giver dem rum til at være nørder i egen ret.

Tilbage til vore rumagenter Peter og Kristian: De bør med deres forehavende aftvinge respekt. Ikke i kraft af, om al affyring og drift fungerer perfekt - men i kraft af alle anstrengelserne for at få det i værk. De er drenge, eller mænd, men det er samme historie, for hvem der stadig er jomfrueligt land, der skal kortlægges, og for hvem der stadig er sund virketrang og udlængsel intakt. Og grunden til, at de laver den raket er, at de ejer sundt drengesind.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005