|
|
blog
Dekameron
Skrevet af
| fredag, 20. marts 2020 kl 22:35
Stikord: vækst, karantæne, natur, bål, Dekameron, virus, corona, Covid-19
For føje stunder siden gav jeg en inhabil rundtur i hvordan eksponentiel vækst virker på store populationer. Og renter. Og ukrudt. Og vira.
Den lære kan jo bruges til at isolere sig selv og hinanden, alle hver for sig og lige glade, og undgå at blive smittet og smitte andre i samfundet med noget mere coronavirus. Hvad så, når vi er nået over toppen og smittetilfældene så går nedad, og forhåbentlig sker det jo meget snart, skal vi så sidde og kukkelure stadig på hver vores kammer? Altså, hvor antallet af nye tilfælde af virus bliver færre og færre, og vi så at sige har negativ viral rente. Ligesom henfald af radioaktive grundstof-isotoper. Som Tomas Pueyo og hans kumpaner redegjorde for, se lænken dernedenfor, så nej, vi skal nok komme ud igen snart. Men alt bliver ikke tilladt med det samme, og det bliver en glidende overgang tilbage mod normale forhold, i den rækkefølge som det er mest kost-effektivt for samfundet og lægger de mindste byrder på os som individer, samtidig med at virusudviklingen kontrolleres.
Vi skal jo nok være spærret inde i en halv snes arbejdsdage endnu, hvis det kan gøre det. Jo da, karantæne, quarantina, altså quaranta giorno - betyder "40 dage" på italiensk. Som allerede i senmiddelalderens Venedig var den ventetid, som fremmede skibe skulle ligger brak, inden dets besætning kunne tillades at disembarkere ud i virkeligheden.
Hvad kan vi så gøre, mens vi venter på det? Det blev gruppelederne i min spejdergruppe spurgt af en journalist fra Gladsaxe-bladet om for få dage siden. Og svaret er enkelt, se at komme ud og læg alt det crowdede bybras bag dig. Ud i naturen, find nogen orienteringsposter i skoven og lav noget bål og noget grillmad og sov ude, snit i en pind og se dig om i naturen, få forstærket sanserne og indtrykkene og få brugt din fantasi, få noget frisk luft og fuglekvidder og stilhed og stjerner og de enkle og evige ting.
Og man skal jo vise eksemplet selv i sin egen ledelse, så jeg drager en tur ud i naturen, væk fra epidemien og ud til væksterne. Bare lige et lille døgn her i weekenden.
Og de kendte og de fede og dem med alt liret og det lækre hår og X-factor, ja og influencerne, råd og nævn, bloggerne, meningsdannerne, og de rige, de anonyme velhavere, ja de kan også være med. Epidemier er ikke en ny ting, og vi kan søge konsultation i historien, såvel som litteraturhistorien. I sit hovedværk fra renæssancen, Dekameron, beskriver Giovanni Boccaccio 7 unge kvinder og 3 unge mænd fra adelen, altså ved muffen, jetsettet, datidens Hellerup, som under pesten i Firenze 1340 drager ud til et landsted (selvfølgelig med hele entouragen af tjenestefolk og kokke og opvartere, det forstås). Måske dog ikke lige et af de skisportssteder, hvor alle de andre fra jetsettet er. De fordriver tiden her, ti dage (Dekameron er "ti dage" på græsk), med at fortælle historier, een historie hver dag per snude: Nogle sjofle og visse kløgtige og andre høviske, men alle opbyggelige og med en god belærende morale, som Boccaccio har ladet dem give videre til den ny tids genfødte (renæssance-)menneske.
Så: Læg pesten i byen bag dig og drag ud på landet. Og kom hjem med nogle historier, der er værd at give videre og som kan blive stående.
|
|
|
|
|
|
|
|
