theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Brahes degn

Skrevet af | søndag, 31. januar 2010 kl 22:25
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, korsang, arbejde, vejr


En ny uge står på spring, og for en gangs skyld kommer jeg nok til at få praktisk betoning på arbejdet. Min laboratorieopstilling ser ud til at kunne komme op at køre nu, det er rart, thi jeg har brugt noget tid på at rense delene fra sidste forsøg i nogle ubehagelige kemikalier. Indløbet til min reaktor har været stoppet til med den tidligere reaktant; det er problematisk, at den har et smeltepunkt et stykke over stuetemperatur, og det er ulig meget sværere for en lille laboratoriepumpe at transportere faste stoffer end væsker, forstås.
Nå, det burde komme igang snart, eller det er hvad laboratorie-ingeniøren siger. Jeg har på fornemmelsen, at et eller andet strejker, når vi får tændt for alle de blinkende lamper, bl.a. ud fra egne erfaringer med meget af det samme type udstyr på DTU. Vi får se.

Vejret heroppe er fortsat mellem -5°C og -15°c, og det sner med mellemrum. Faktisk er det altid som om det sner en lille bitte smule, selv i nærmest klart vejr. Jeg bilder mig, at det er fugtig luft fra den Botniske bugt, der køler af over Åbo, men måske er det bare fine snekrystaller, der hvirvles gennem luften fra træer og tage. Jeg begynder vist at befinde mig udmærket i kulden, tror jeg, i hvert fald er jeg helt godt tilpas udendørs i -10°C. Det siges, eller de siger heroppe, eller nogen siger, at den helt store isvinter i Finland indtræffer i februar måned. Hvor mange snestorme og tilfrosne bælter det indebærer, ved jeg ikke.

I lørdags var der Brahebalen, som er Åbo Akademis fest for gamle Akademikere dimitteret derfra. Her skulle Brahe Djäknar agere syngende tjenere/vinskænkere og da ved den lejlghed synge de gamle drukviser, som jeg kun har stiftet bekendtskab med på min første onsdag i koret for under to uger siden. Hverken værre eller bedre gik det, end at jeg meldte mig til at synge, da der manglede 1. tenorer. Jeg er sådan een, der melder sig, for de andre gør det jo ikke, eller ikke i fornødent omfang i hvert fald. Det var lidt af et vovestykke, for jeg er ikke ligefrem den fødte 1. tenor, så det er højt at skulle synge A og Bb. Sandt for dyden er det ikke hver eneste gang, at der kommer lyd ud af blæsebælgen, så der er også lidt falset-sang, hvorpå man sig da haver at øve. På 8 små satser, som jeg potentielt ikke kendte. Men jeg synes det gik, slet ikke så forfærdeligt endda (selvom det var kunstigt at improvisere gode miner til to ekstra og ukendte ekstranumre, der halvsnaldret og improviseret blev hevet ud af hatten), og det viste sig at blive en overordentlig sjov og studentikos oplevelse at se og være med Brahe Djäknar på slap line.
Efter sangen, nede på klubben på Sibeliusmuseet ("Sibbe"), hvor vi øver og drikker øl og snaps, sagde tredjedirigenten Johan til mig, at det var helt godt og i øjet, og at det var godt, at jeg var med - vi havde ikke klaret den uden dig, Anders. Jeg svarede vist noget med tak, og at jeg befandt mig ved at være en dansk "hjälte", der kom og hjalp koret i nødens stund. It´s good to be a Finlandsfrivillig.

Udklædningen til fremtrædenerne er pingvinhistorien i frakke-buks-skjorte-vest-seler-sløjfe-manchetter, das voller Program, se vedlagt eller galleriet, så der skulle trylles nogle låneting frem, men den del klaredes sådan set også. De hvide dele til sættet finder man dog, at jeg nu efterfølgende allernådigst kan investere i selv ude i byen, og det kan vel så ikke være anderledes, tænker jeg. Jeg er vist lidt høj på det endnu. Denne kommende uge står bl.a. på fælles korprøve med Florakören, pigekoret, som jeg i hvert fald (og vel alle herrerne i koret?) jo glæder sig til at se og høre.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005